Mogens blev årets ungdomsleder 2009
På Dansk Sejlunions generalforsamling den 20. marts kunne en stolt Mogens Hansen modtage TORM-Fondens ungdomslederpris 2009.
Med nye rammer har det været muligt at øge aktivitetsniveauet i henhold til den vision og handlingsplan, Mogens satte i værk i 2009 om som førte til godkendelsen af BSS som Ungdomsvenlig Sejlklub. Vi har nu aktiviteter hele året, ikke bare på eget vand, men også til eksterne kapsejladser over hele Danmark – og til sommer i Frankrig.
Mogens er samtidig en af de drivende kræfter i samarbejdet mellem klubberne i Køge Bugt-kredsen – et samarbejde, hvor klubberne i fællesskab og på skift driver mange flere og større aktiviteter på land og på vand, end de enkelte klubber selv kan løfte med de ressourcer og sejlere, de selv har. Til glæde for sejlerne, hvor det sociale sammenhold på tværs af klubberne er meget stærkt.
Han nyder stor respekt i klubben og i kredsen for sit utrættelige arbejde for de unge sejlere, og det er fuldt fortjent, at Mogens nu modtager TORM-Fondens ungdomslederpris. Prisen består af en personlig gave (en kikkert) og 20.000 kr. til ungdomsarbejdet i BSS.
Mogens var meget glad og stolt efter modtagelsen af prisen og forklarede, at vi nu skal til at tænke grundigt over, hvordan sejlerne i den fortsatte udvikling af klubben får mest muligt ud af de 20.000 kr., der fulgte med.
Du kan læse Sejlunionens indlæg på sejlsport.dk.
Du kan læse Sydkystens artikel på sydkysten.dk.