Sejlerskolens reglement
Sejlerskolen gennemfører undervisningen efter følgende retningslinier:
Ledelse
Sejlerskolen ledes af en sejlerskoleleder, som samtidig kan være medlem af bestyrelsen. Leder, instruktører og bådsmænd udfører ulønnet arbejde i sejlerskolens regi.
Instruktører
Når undervisningen finder sted, har instruktøren den fulde myndighed såvel til søs som på land.Instruktøren kan aflyse sejladsen, hvis det skønnes, at vejret ikke er egnet til praktisk undervisning. Instruktører er dækket af den kollektive forsikringsaftale, når de virker for klubben.
Elever
- Eleverne skal være medlemmer af BSS og deltager i undervisningen på eget ansvar, både til søs og på land.
- Erstatningskrav vil ikke kunne gøres gældende over for skolens instruktører, ledelsen af klubben eller klubben i sin helhed. Det anbefales, at elever selv søger oplysning om dækning ved eget forsikrings-selskab.
- Alle elever skal betale et sejladsgebyr, som for hver sæson fastsættes af klubbens bestyrelse.Sejlads gebyret skal være indbetalt rettidigt.
- Eleverne tildeles ved sæsonstart deres træningstidspunkter. Ønsker holdene at sejle på andre tidspunkter, skal det aftales med skolelederen/instruktøren.
- Der sejles en gang om ugen med start maj måned og slut ca. 1. oktober. Sejltiden er typisk 2 timer pr. aften.
- Afbud meldes i god tid til instruktøren. HUSK!, at du er en del af et team.
- Undervisningen foregår som udgangspunkt i klubbens skolebåde.
- Under sejladsen skal besætningen bestå af max. 4 og min. 2 personer, hvoraf en er instruktør.
- Skolesejladsen er begrænset til et område i Køge Bugt, som ligger indenfor en linje mellem Bøgeskoven og Dragør.
- Eleverne skal under færden om bord altid bære fodtøj med skridsikre såler, og personlig redningsvest er obligatorisk under sejladserne.
- Logbogen skal føres før og efter hver sejlads, herunder: Skipper, sted, tidspunkt, (afgang, ankomst), elev navne, vindstyrke og anslået sejlet antal sømil.
- Alle elever deltager ved både forårs- og vinterklargøring som en integreret del af undervisningen.
- Såfremt en elev udviser en opførsel eller mangel på interesse, der er til gene for den øvrige undervisning eller den gode tone på skolen, kan instruktøren via skolelederen indstille til bestyrelsen, at eleven udelukkes fra undervisningen. Eleven kan udelukkes uden kompensation for gebyr.
- Det er ikke tilladt at indtage øl eller spiritus før eller under sejladsen, ligesom indtagelse af forbudte stoffer i øvrigt er direkte bortvisningsgrund.
Bådene
Bådens taske med navigations- og sikkerhedsudstyr skal forefindes i båden under sejlads. Bådene rengøres efter sejlads og afleveres i daglig orden.Enhver fejl, mangel eller skade på en båd forsøges udbedret. Lykkes det ikke, skal der gives besked til relevante instruktører, bådsmænd og sejlerskoleleder. Besked må gerne sendes via e-mail. Bådsmand eller den, der udbedrer skaden, sender mail, når skaden er udbedret.Skolebådene kan, når de ikke benyttes til undervisning, udlånes til skolens bådsmænd og til skolens instruktører ved henvendelse til skolelederen.
Idet Sejlerskolen er certificeret af Dansk Sejlunion, har vi dokumenteret alle retningslinier, strategier, standards og arbejds rutiner i et certificerings dokument. Du har mulighed for at se certificerings dokumentationen i sin helhed som PDF BSS_Sejlerskolehaandbog
19. januar 2012
Sejlerskolen
Brøndby Strands Sejlklub