Sejlsport er ikke nødvendigvis en dyr idræt. Man kan starte med at sejle for rimelige midler. Hvis man senere beslutter sig for, at sejlsport er verdens sejeste idræt (det er det!), skal man bruge noget mere grej. Her kan du læse lidt om, hvad man skal bruge og hvad det koster.
Begynder
Når du begynder at sejle, kommer du ikke til at bruge flere penge på udstyr end til al anden idræt som badminton, fodbold og lignende.
Først og fremmest skal du ikke anskaffe din egen jolle. BSS Ungdom råder over 12 optimistjoller, 6 RS Tera-joller og 4 RS Feva 2-personersjoller. De fleste af klubbens sejlere sejler i klubbens joller.
De første gange på vandet kan du låne en våddragt, et par vådsko og en redningsvest (svømmevest) af klubben. Dansk Sejlunion – og mange af vores sejlere – har doneret udstyr til klubben. Hvis du gerne vil fortsætte med at sejle, skal du bruge følgende:
En svømmevest. 300-400 kr. og opefter. Pris og komfort hænger ofte sammen. Den mest populære vestetype er dén, man tager over hovedet. Den sidder godt og visse modeller har en opbevaringslomme foran.
En våddragt. Når vi sejler i sommerhalvåret, foregår det som regel med våddragt på. Især i begyndelsen af sæsonen kan det godt være lidt af en kold fornøjelse at ryge i baljen, men våddragten hjælper med at holde på kropsvarmen. Våddragten skal være en heldragt, og det er god idé at holde øje med supermarkedernes tilbudsaviser i april-maj, hvor udmærkede våddragter ofte kan fås for 300-400 kr.
Et par vådsko. Man kan godt sejle med gummistøvler, men det er mere komfortabelt med et par vådsko i neopren, samme materiale som våddragten. De koster 350-400 kr.
Så er du faktisk rigtig godt kørende og klar til mange gode timer på (og i) vandet.
Indmeldelse, kontingent og sejladsgebyr
Det er BSS’ politik, at sejlsport skal være for alle, og derfor er kontingent og sejladsgebyr for juniorer og ungdom særdeles rimelige.
Se aktuelle satser på siden om priser.
Hvis ens forældre er medlem af BSS i forvejen, er et familiemedlemskab den mest fordelagtige løsning, da det kun koster ganske lidt oven i et aktivt seniormedlemskab og dækker hele familien inkl. hjemmeboende børn indtil det fyldte 18. år.
Hvis man deltager i kapsejladser uden for klubben og i træningslejre, vil der som ved alle andre sportsgrene være omkostninger til deltagelse, overnatning, forplejning mv.
Vintertræning
Hvis vi også træner i vinterhalvåret fra midt i oktober til slutningen af april, foregår det med tørdragt. På grund af vandets lave temperatur yder våddragten slet ikke den fornødne sikkerhed og du skal i stedet være godt polstret til den vejrtype, der hersker om efteråret, vinteren og det tidlige forår. En tørdragt og tilhørende fleece-heldragt kan fås fra ca. 3.000 kr. Vintertræning afhænger af, om der er tilslutning til det.
Kapsejler
Når du har fået rigtig godt styr på jollen og godt kunne tænke dig at konkurrere på vandet, skal det lidt mere grej til. Du kan med fordel investere i et start-ur, der holder styr på nedtællingen til start, så du kan lægge dig allermest fordelagtigt, når starten går. Det mest populære startur koster ca. 500-700 kr. Da kapsejlads som regel betyder, at man er på vandet mange timer ad gangen, vil du ofte blive rigtig kold i løbet af dagen, hvis du kun sejler med våddragt. Det er surt at udgå, fordi man dødfryser efter første sejlads.
Der findes to alternativer for at holde varmen og det er at investere i en tørdragt eller – hvis du kun kapsejler i sommerhalvåret – en spraytop, der holder overkroppen tør. Tørdragten er nævnt under Vintertræning ovenfor og en spraytop fås fra ca. 700 kr.
Der findes både lokale specialbutikker og gode netbutikker, der forhandler sejlerudstyr, og BSS Ungdoms instruktører er gerne behjælpelige med rådgivning!
Sammenfattende kan man sige, at man kommer godt i gang som sejler uden at blive ruineret. Efterhånden som man får blod på tanden og mere lyst til saltvand, skal der lidt mere til.