Nytårssejlads på Roskilde Fjord
Det var koldt. Rigtig dejlig koldt. Den 28. december stævnede BSS Ungdom ud på Roskilde Fjord med fire sejlere, to Feva’er og to Opti’er. Den kvikke læser vil have bemærket, at tallene ikke går op, når en Feva er en tomandsjolle, men vi havde “indlånt” et par rigtig gode sejlere og til lejligheden skilt det faste makkerpar Filip Hansen og Julie Erch Petersen ad.
Der var tynd is inde ved Roskilde Havn, stort set nul vind og Falken var ikke meget for at starte. I gang kom vi dog kl. 11.00 og det blev til to sejladser. Der var ni Feva’er på vandet og et relativt stort antal optimistjoller. Det skulle ikke blive sejlernes evne til at håndtere jollen i hårdt vejr, der blev afgørende i denne nytårssejlads. Det blev i stedet evnen til at modstå kulden og holde liv i tæerne. I anden sejlads kom tågen rullende ind over fjorden og det blev derfor en udfordring at finde tilbage til havnen, der ganske enkelt var blevet væk.
Da regnskabet skulle gøres op, endte det for alvor i BSS Ungdom’s favør i Feva-klassen:
1. Mathias Gajhede (Egå) og Julie Erch Petersen (BSS Ungdom)
2. Filip Hansen (BSS Ungdom) og Michelle Falk (Køge)
I Opti C havnede BSS Ungdom lige uden for præmierækken:
3. Freja Hansen
4. Louise Erch Petersen
Til dette stævne samarbejdede BSS Ungdom på logistiksiden igen med SKB, der havde en enkelt Feva med på fjorden. Pernille Knutzen og Mads Flindt hentede 3.-pladsen og det blev dermed Køge Bugt-kredsen, der tog hjem med alle præmierne!
Stort tillykke til alle de seje sejlere, der fik én på opleveren på Roskilde Fjord. Først i højt solskin og til sidst i ærtesuppe.
Du kan se alle billederne fra nytårskapsejladsen i vores fotoalbum.
test