Filip og Julie lukker sæsonen med kredsmesterskab


Den sidste kapsejlads i sæsonen blev Køge Bugt-kredsens kredsmesterskab, afviklet sammen med klubberne i Hvidovre, Vallensbæk, Hundige og Køge, lørdag den 3. oktober.

Desværre var kredsmesterskabet præget af, at den første efterårsstorm satte ind fra lørdag formiddag, men mere om det senere.

Tilmeldingsmæssigt var kredsmesterskabet en stor succes, idet der var tilmeldt 50 sejlere fra de fem sejlklubber med i alt 37 joller fordelt på klasserne Optimist, Tera, Feva og Hobie 405. Det var derfor noget af en skuffelse at læse vejrudsigten, der lovede dagsregn og vind på 10 m/s og derover hele weekenden. Og vejrudsigten holdt stik.

Vi havde planlagt at sejle på to baner. Den ene var en “Torm Enkel Kapsejlads”-bane, hvor man sejler banen rundt på halvvind og hvor alle kan være med. Den anden var en traditionel jollekapsejladsbane: Op-ned med gate, hvor små joller runder topmærket to gange og store joller tre gange. Efter vi havde sejlet følgebådene og 405’eren fra Brøndby til Vallensbæk, vurderede vi, at vi godt kunne lægge den store bane ud lige uden for havnen i Vallensbæk, men det var klart, at i det vejr kunne vi glemme alt om at tage andre end de meste hårdkogte sejlere på vandet.

Det skulle hurtigt vise sig, at selv for en del af de dygtige sejlere var Køge Bugt en større udfordring, end de kunne kapere. Vi flyttede derfor kapsejladsbanen ind mellem Vallensbæk og Ishøj. Størrelsen af dette farvand, kombineret med vindretningen fra syd, gjorde imidlertid, at vi ikke kunne udlægge den planlagte bane. Derfor udlagde vi i stedet en timeglasformet bane, som de store joller i første sejlads rundede på mindre end 10 minutter. Teraer og Optier brugte ca. det dobbelte.

Derefter ændrede vi banen for Fevaerne, således at de skulle to gange rundt og dermed kom i mål nogenlunde samtidig med Teraerne. Der var fire Fevaer, tre Teraer og fem Optimister til start, hvoraf tre var erfarne A-Optimister. De fleste sejlere klarede alle tre sejladser. Fra BSS Ungdom fuldførte Filip og Julie i Feva og Louise i Tera. Freja overtog fra 2. sejlads en Opti, hvor sejleren havde fået nok.

Vi kunne gennemføre tre sejladser, inden vejret blev alt for vildt, og det var nok til at kåre kredsmestre i de tre klasser. Resultatlisten finder du her: resultat_kredsmesterskab_2009 og der er mange flere billeder i Fotoalbum.

Med fire point kunne Filip og Julie runde sæsonen af med kredsmesterskabet foran David og Mathias fra VSK med fem point og Pernille og Mads fra SKB med ni point. I betragtning af, at Filip og Julie sejlede deres første store kapsejlads for et år siden, kan de være stolte af sejrene ved Torm Grand Prix i Åbenrå, Sjællandsmesterskabet (Harboe Cup) og nu kredsmesterskabet. Desuden sejlede de en flot fjerdeplads hjem ved Torm Grand Prix (Sail Extreme) i Kerteminde, mens de efter uheld på uheld ved DM i Århus måtte tage til takke med en 10. plads. Imponerende resultater, især fordi Julie i 3 måneder midt på sommeren var ukampdygtig med to flækkede lændehvirvler efter en ulykke i 29er.

Sæsonen er slut og snart begynder vintertræningen for de øvede sejlere med tørdragt. Midt i vintersæsonen har vi en enkelt kapsejlads, nemlig nytårskapsejladsen på Roskilde Fjord den 27. december. Sidste år måtte vi bryde lidt is for at komme ud af havnen.

Følg med

Vores partnere

Bliv partner

Vores partnere

Bliv partner
Dansk Sejlunion
OK energiselskab
Brøndby Kommune
HempelFondens SØSAT pulje
Friluftsrådet
Trygfonden
Spar Nord Fonden
DIF
DGI
Skriv til os

66666100