
Dobbelt sejr ved VSK Grand Prix 2010
Ved årets VSK Grand Prix gik sejren i Tera Sport klassen klart til Freja og i 29er klassen gik sejren lige så klart til Michelle & Filip. Dermed vandt BSS Ungdom sejlere atter i de klasser hvor de deltog.
3 både med 4 sejlere fra BSS Ungdom var tilmeldt dette års VSK Grand Prix. Rune var tilmeldt i Optimist C, men på grund af manglende tilslutning stillede han i stedet op i en lånt Tera. Idet Freja også stillede op i Tera, var BSS Ungdom repræsenteret i 2 Teraer. Tera feltet blev med 10 tilmeldte både det største felt. Det var godt at se så mange engagerede Teraer – det var det største felt siden Harboe Cup.
Michelle & Filip stillede op i 29er. Efter de har deltaget i de store TORM Ungdoms Grand Prix stævner i henholdsvis Aabenraa og Kragenæs, var dette deres 3. stævne sammen i 29er.
Der var tilmeldt 4 Fevaer, men kun 2 stillede til start. Situationen nogenlunde den samme i 29er feltet, hvor 3 både var tilmeldt, men kun 2 stillede til start. Ialt deltog 18 sejlere fra BSS, VSK, SKB, Roskilde og Dragør.
Vejrmeldinen lød på udemærket vejr lørdag, med op til frisk vind som skulle aftage i løbet af dagen, mens den så mere dyster ud for søndagen med hård vind og byger.
Derfor blev det prioriteret højt at få afviklet så mange sejladser om lørdagen som muligt. Den friske vind bød på udfordringer for de yngste Tera sejlere, hvor frafaldet var markant lørdag formiddag. En del sejlere havde valgt at stille op i våddragt i stedet for tørdragt, og det skulle vise sig at blive en kold fornøjelse for flere. Freja lagde ud i fin stil og vandt uden nogen problemer 4 meget klare sejre i løbet af formiddagen.
I Feva feltet var der ikke de store problemer. Begge både holdt fint ud, og sejrene i løbet af formiddagen gik klart til Pernille & Mads fra SKB.
I 29er feltet havde Michelle & Filip rigtigt godt styr på båden i den friske vind, og lavede ligeledes 4 sejre i løbet af formiddagen.
Tera feltet var stille og roligt blevet reduceret fra 10 til 3 både, og derfor valgte løbsledelsen at holde frokost på land. Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning, for de udgåede sejlere havde fået varmen, vinden var aftaget og solen skinnede klart om eftermiddagen. Derfor kom alle Tera’erne atter på vandet lørdag eftermiddag, hvor der blev gennemført 2 sejladser.
I Tera feltet gik sejren i 5. sejlads atter til Freja. I 6. og sidste sejlads lykkedes det Asmus og Asger fra VSK at slå Freja, der således fik en 3. plads som fratrækker.
Det gik ligesådan i de 2 andre klasser hvor 5. sejlads blev vundet af Pernille & Mads i Feva og Michelle & Filip i 29er. Rollerne blev byttet om i 6. og sidste sejlads hvor Johan & Johnasses fra Roskilde vandt i Feva og Søren & Laura vandt i 29er.
Vejrmeldingen holdt stik for søndagen, og forholdende var ikke til sejlads. Derfor blev der arrangeret kajak-polo turnering, som alle sejlere gik meget op i. Der blev lavet 6 hold med 3 sejlere på hvert hold. Holdene blev sammensat så der på hvert hold var en god blanding fra forskellige klubber og jolletyper.
Efter fratrækkerne kunne de klare vindere kåres med Freja i Tera, Pernille & Mads i Feva og Michelle & Filip i 29er – alle både kun {jcomments on}med 1. pladser som tællende placeringer.
VSK Grand Prix blev et godt lille stævne, hvor der også blev tid til sociale aktiviteter med fællesspisning, bordfodbold og overnatning.