12 Feva’er til holdsejlads
I weekenden 24.-25. april samles 12 Fevajoller til en af de største træningssamlinger for Feva i Danmark. Og det bliver sjovt. Under ledelse af Søren Badstue og i samarbejde mellem BSS Ungdom, VSK og SKB skal Fevaerne lære at sejle holdsejlads. Til forskel fra almindelig kapsejlads gælder det ikke om at vinde for den enkelte jolle, men om at hele holdet på 2-3 joller kommer ind med sammenlagt færrest point. Der er nærmest tale om et match race med flere både, hvor man kan få mindst lige så meget ud af at sejle en modstander ud af banen, som man får ud af at vinde sejladsen.
Godt halvdelen af Feva’erne kommer fra Køge Bugt-kredsen, mens resten er fra KDY, Hornbæk, Havnsø og Bogense. Samtidig deltager flere af de syv Feva’er fra Danmark, der indtil videre er tilmeldt VM. VM for Feva finder sted i Carnac i det sydlige Bretagne og du kan læse mere om stævnet på http://www.rsfeva.org/worlds.
Fra BSS Ungdom er Filip/Julie og Louise/Caroline tilmeldt i Feva-klassen. Freja er tilmeldt i Tera-klassen, der sejles samtidig.