Vision 2009-2012

Vision

BSS Ungdom er ungdomsafdelingen i Brøndby Strands Sejklub og er for børn og unge fra 8 til 24 år. BSS Ungdom er åben for alle, der har lyst til at dyrke en sport, der både giver frisk luft, fart over feltet, respekt for naturen, stærke mavemuskler og et godt kammeratskab.

I perioden 2009-2012 skal BSS Ungdom udvikles over en bred front. Fra at være en ungdomsafdeling med aktivitet i sommerhalvåret for relativt få sejlere i mangelfulde faciliteter skal BSS Ungdom være en ungdomsafdeling for mange unge, med aktiviteter hele året rundt, i og omkring et dynamisk havnemiljø med et helt nyt klubhus dedikeret til de unge sejlere.

Værdierne i BSS Ungdom handler om:
– at sejlerne først og fremmest skal have det sjovt med at sejle
– at sejlerne lærer at holde af naturen, også når den er udfordrende
– at der er respekt og et stærkt kammeratskab mellem sejlerne
– at sejlerne støtter hinanden på land og på vandet
– at sejlerne er med til at præge udviklingen af klubben og dens aktiviteter
– at der er plads til at sejlerforældre kan involvere sig i klubbens aktiviteter
– at sejlernes ambitioner kommer i første række – ikke de voksnes

Indsatsen i treårs-perioden fra 2009 til 2012 er derfor koncentreret om at skabe et solidt fundament for videre udvikling. Ved periodens slutning skal BSS Ungdom være en klub med mere end 30 sejlere i én- og tomandsjoller, med aktivitet i vand og på land hele året rundt. Klubben skal være aktiv i eget regi, men også i samarbejdet med de andre sejlklubber i Køge Bugt-kredsen og med deltagelse i kapsejladser og træningslejre for de unge sejlere.

Nedenfor er opridset en række konkrete indsatsområder i perioden fra 2009 til 2012:

Klubmiljø

Skabelse af et stærkt sejlklubmiljø omkring det nye klubhus på Brøndby Havn. Der skal være aktivitet i huset året rundt til gavn for de unge brugere af huset. Sejlerne skal inddrages i udformningen af aktivitetsplanen.

Rekruttering, udvikling og fastholdelse af sejlere

Fra periodens begyndelse iværksættes en rekrutteringskampagne, der skal fylde klubbens 15 optimistjoller. Undervisningen skal systematiseres og tilrettelægges på en sådan måde, at man sikrer, at sejlerne konstant er under udvikling. En del af målet med undervisningen skal være, at sejlerne kan sejle uden ledsagelse, når de har opnået bestemte færdigheder. En vigtig del af fastholdelselsstrategien er at have det rigtige materiel til sejlernes forskellige aldersklasser og færdighedsniveauer. BSS Ungdom er godt dækket ind for begyndere med ca. 15 optimistjoller. På fortsættersiden har afdelingen to RS Feva XL, to Flipper, to Europajoller, en Laserjolle og to Yngling-kølbåde. I forhold til at forfølge en fastholdelsesstrategi for sejlere, der er vokset ud af optimisten vil det være nødvendigt at revidere materielstrategien og foretage investering i en udvidelse af flåden allerede i 2009. Mod slutningen af perioden skal det endvidere diskuteres  og besluttes, hvordan BSS Ungdom kan fastholde interessen hos de unge, der vokser videre ud af fx Feva-jollen og således spænde over hele aldersgruppen fra 8 år til 24 år.

Rekruttering, udvikling og fastholdelse af ledere og instruktører

Det forventes, at den nuværende organisationsform med frivillige ledere og instruktører vil fortsætte i perioden 2009-2012. Ledere og instruktører vil primært blive rekrutteret fra to kilder: Unge sejlere over 16 år og forældre til ungdomssejlere. For at sikre en fortsat interesse og et høj engagement blandt instruktørerne skal hele instruktørgruppen tilbydes relevant uddannelse for at sikre en høj kvalitet i undervisningen og udvikling af instruktørernes kompetencer.

Interne aktiviteter

I perioden op til 2008 har ungdomsafdelingens aktiviteter primært bestået af en ugentlig samling mellem april og oktober (juli undtaget) samt en sommerlejr for Køge Bugt-kredsen i august. Fra 2009 skal aktivitetsniveauet øges væsentligt, således at sejlerne både får en reel mulighed for at dyrke sejlsport hele året og at sejlklubben også bliver et sted, man samles uden nødvendigvis at skulle sejle. I handlingsplanen for BSS Ungdom redegøres for de påtænkte aktiviteter. Samtidig skal undervisningsplanen revideres, således at Dansk Sejlunions diplomsejlerskole indføres i BSS Ungdom. Det er i denne forbindelse også planen, at der skabes mulighed for, at en del af sejlerne kan sejle uden ledsagelse af en instruktør. Sejlerne skal inddrages i udformningen af aktivitetsplanen, således at det sikres, at aktiviteterne er vedkommende og relevante for sejlerne.

Eksterne aktiviteter

Samarbejdet i Køge Bugt-kredsen skal styrkes. Det er målet, at de aktive klubber i kredsen skal sejle mere sammen og at man samarbejder om fx praktisk støtte til sejlere, der deltager i kapsejlads uden for lokalområdet. BSS Ungdom skal også markere sig som en ungdomsafdeling, der er aktivt i kapsejladser og træningslejre. Denne aktivitet vil være baseret på interessen fra sejlerne og kræver involvering fra sejlernes forældre. Der henvises til BSS Ungdoms forældrepolitik for mere information.

Følg med

Vores partnere

Bliv partner

Vores partnere

Bliv partner

Skriv til os

43736100