Handlingsplan 2009-2012

Handlingsplan

Denne handlingsplan indeholder de konkrete tiltag for udviklingen af BSS Ungdom, der planlægges for perioden 2009-2012. Handlingsplanen er udmøntningen af visionen for BSS Ungdom i konkrete tiltag.

Aktiviteter

Hvor aktiviteterne i tidligere år har båret præg af, at faciliteterne har været noget mangelfulde, står BSS Ungdom i begyndelsen af 2009 med et helt nyt klubhus med undervisningslokale, badefaciliteter og værksted. Det betyder, at ungdomsafdelingen har ideelle rammer for masser af aktiviteter, både på land og på vandet. Følgende aktiviteter foreslås og/eller planlægges iværksat i den kommende periode:

To ugentlige sejladser i sommerhalvåret

Den ugentlige træningssejlads, der hidtil har været praktiseret, suppleres med endnu en skemalagt træningssejlads for øvede sejlere, der kan færdes sikkert på vandet og som eksempelvis træner til kapsejlads etc. Denne sejlads kan evt. gennemføres i samarbejde med VSK og SKB.

Sommercamp

I samarbejde med de andre klubber i Køge Bugt-kredsen gennemføres en DS Sommercamp i Stege i uge 32. Dette er en aktivitet, der både styrker sejlernes færdigheder og de sociale relationer mellem sejlerne på tværs af klubberne.

Sommersjov eller sommersejlads

Det overvejes enten at deltage i Brøndby kommunes “sommersjov”-aktivitet – til dels for at rekruttere nye sejlere – eller at arrangere en “sommersejlads”-uge, hvor unge fra andre sejlklubber mod betaling kan komme og træne hos BSS Ungdom i sommerferien.

Ad hoc-sejlads i juli

Traditionelt har aktiviteterne ligget stille i juli måned på grund af sommerferie. Imidlertid findes nogle af de bedste sejladsmuligheder i juli og der vil derfor blive taget initiativ til ad hoc-sejlads for øvede sejlere på gode dage eller aftener, hvor der er instruktørkapacitet. Disse sejladser annonceres med kort varsel via telefon- eller sms-kæder.

Sejlerweekend/klubmesterskab

En gang i foråret og en gang i efteråret arrangeres en hel weekend med sejlads for alle klubbens aktive sejlere. I efteråret afholdes klubmesterskabet i denne weekend.

Vinteraktiviteter

De sejlere, der er interesserede, kan også sejle i vintersæsonen – når vejret tillader det. Vintersejlads forudsætter, at sejleren er øvet og at der benyttes tørdragt. En del af teoriundervisningen henlægges også til vintersæsonen, således at sejlerne mødes jævnligt hele året og ikke kun i sommerhalvåret. Der arbejdes på at skaffe en ugentlig tid i svømmehallen til fysisk træning, der samtidig medfører øget sikkerhed i sejlsæsonen. En vigtig vinteraktivitet bliver også vedligeholdelse af det sejlende materiel, nu hvor vi får mulighed for at tage det inden døre til eftersyn. Endelig skal klubhuset bruges til sociale aktiviteter for sejlere, instruktører og forældre, fx fællesspisning, filmaften etc.

Eksterne kapsejladser

Gennem 2008 har der været stigende interesse fra en del af sejlerne for at deltage i kapsejladser. Bl.a. har klubbens sejlere deltaget i Junior DM, Harboe Cup og nytårssejlads på Roskilde Fjord. I den kommende periode forventes det, at denne aktivitet vil være stigende og der vil blive behov for ressourcer til at støtte sejlerne. En vigtig del af denne støtte er inddragelse af forældre til sejlerne (se forældrepolitik).

Undervisning

Undervisningsprogrammet for BSS Ungdom tilrettelægges efter Dansk Sejlunions diplomsejlerskole. Diplomsejlerskolen sikrer, at man kender færdighederne for samtlige sejlere og at sejlerne motiveres ved at kende deres nuværende niveau og hvad der kræves for at opnå næste diplom. Efter opnåelse af færdighedsniveau svarende til Sejlerdiplom 3 åbnes der mulighed for at man under visse betingelser har mulighed for at sejle uden ledsagelse i klubbens materiel. Undervisningen vil også blive søgt udvidet med førstehjælpskursus.

Materielstrategi

Joller og sejlbåde

Optimistjollen er den klare begynderjolle for alle sejlere op til 13-14 år, da beherskelse af denne enkle jolle åbner muligheder i alle retninger, når man vokser ud af den. BSS Ungdom har Laser- og Europa-jollen som det næste tilbud til unge sejlere, der vil sejle enmandsjolle. Hvis interessen er at sejle to sammen, har BSS Ungdom et stærkt tilbud med RS Feva XL-jollen og Yngling-kølbåden. Klubben har endvidere to flipperjoller, der ikke har været anvendt siden anskaffelsen af de to første Feva-joller i 2007. Det forventes, at behovet for yderligere kapacitet i tomandsjoller vil stige i de kommende år. Allerede nu er de to Feva-joller fuldt besat og der er besætning til 1-2 mere umiddelbart. Yngling-bådene anvendes bl.a. til at tilbyde de unge sejlere den praktiske træning til Søfartsstyrelsens duelighedsbevis. Mod slutningen af den kommende tre-års periode vil det endvidere være nødvendigt at implementere en fastholdelsesstrategi for de unge, der vokser ud af Feva-jollen, typisk ved 17-19 år, og som fortsat ønsker at sejle tomandsjolle.

Sammenfattet har BSS Ungdom derfor følgende konkrete planer for materielstrategien i første del af den kommende treårs-periode:

• Indkøb af en trailer til transport af tre Feva’er til stævner og træningslejre
• Opdatering af topti-flåden med nyt udstyr, først og fremmest nye sejl
• Renovering af Ynglingene med nyt grej, reparation af skrog.
• Evt. udskiftning af de to ældste optimister med to, der er i bedre stand
• Indkøb af to nye Feva-joller i 2009. Behov for yderligere joller vurderes i takt med udviklingen i antallet at opti-sejlere, der må forventes at migrere til Feva i 13-14 års-alderen.
• I samråd med de “store” sejlere skal strategien for store enmands-joller fastlægges. BSS Ungdom råder over to Europe og én Laser? Det vil også i denne størrelse være hensigtsmæssigt at have en en-strenget materielstrategi.

Følgebåde

Klubben råder over fire følgebåde. Antallet er passende, men ikke alle er hensigtsmæssige i forhold til klubbens aktiviteter. De to Dory 13 fungerer tilfredsstillende, men er meget våde i hårdt vejr. Limbo’en er god i hårdt vejr, men kan ikke transporteres til eksterne aktiviteter. Lynet er egentlig ikke egnet som følgebåd, men er erhvervet gratis. Der bør hurtigst muligt i perioden (år 1 eller 2) planlægges en udskiftning af én af følgebådene med en moderne rib, der er både sødygtig på Køge Bugt og nem at transportere rundt til kapsejladser, træningslejre mv.

Klubhus

BSS Ungdom tager det nye klubhus i brug i fuldt omfang ved forårssæsonens begyndelse. Omkostningerne ved klubhusets indretning er delvis budgetteret af BSS (20.000 kr.) og  A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal har doneret 50.000 kr., således at klubhuset kan indrettes i fuldt omfang med undervisningslokale, bade- og omklædningsfaciliteter og værksted/sejlrum.

Der er nedsat en arbejdsgruppe til planlægning husets indretning. Indretning vil ske i samråd med de aktive sejlere i BSS Ungdom.

Klubhuset skal dels fungere i forbindelse med sejladsaktiviteter, men det er samtidig hensigten, at det også skal bruges af de unge sejlere i andre sammenhænge, ikke mindst uden for den normale sejlsæson, hvor man ikke mødes fast en gang om ugen til sejlads. En del af teoriundervisningen kan henlægges til vintersæsonen og de nye faciliteter giver også mulighed for fx fællesspisning.

Økonomi

Ved periodens start er økonomien for BSS Ungdom sammensat af følgende elementer:

• kontingent og sejladsgebyr udgør ca. 10% af det samlede driftsbudget
• resten af driftsbudgettet finansieres af BSS’ samlede medlemsskare
• større nyanskaffelser, herunder nye joller, har dels været finansieret af ekstraordinære bevillinger fra BSS, dels af legater (Tuborgfondet 2008) og tilskud fra Brøndby kommune (en Feva i 2007)

For at opfylde handlingsplanen for 2009-2012 vil det årlige driftsbudget ikke være tilstrækkeligt. En stor del af det går til forsikringer og en stor del til benzin til følgebådene. Den øgede aktivitet vil i i selv fuldt ud lægge beslag på driftsbudgettet og der vil ikke være plads til nyanskaffelser inden for den nuværende budgetramme. Der er i princippet to måder hvorpå øgede investeringer i ungdommen kan finansieres: Internt og eksternt.

Det er en forudsætning for godkendelse af BSS som Ungdomsvenlig sejlklub, at handlingsplanen er komplementeret af budget, således at den reelt er finansieret. Det er derfor en forudsætning, at handlingsplanen kan dækkes af intern finansiering. Et budget, der er tilstrækkeligt til at komplementere handlingsplanen skal således være godkendt af BSS’ bestyrelse og generalforsamling.

En del af finansieringen kan givetvis dækkes ind af eksterne kilder, således at det reelle træk på moderklubben vil være betragtelig mindre end det forudsættes godkendt. Der vil fortsat blive søgt finansiering til nyanskaffelser fra fonde og kommune, hvilket har fungeret godt ved tidligere lejligheder. Samtidig har BSS Ungdom nedsat en arbejdsgruppe for sponsorater, der skal fastlægge sponsorpolitik og sponseringsstrategi for afdelingen. Det er hensigten at hente sponsorater i det lokale erhvervsliv og BSS Ungdom har masser af aktiv reklameplads på skrog og sejl. Det første sponsorat er indhentet i slutningen af 2008 og omfatter tre nye optimistsejl med firmalogo til en værdi af 10.000 kr. Sponsoratet er treårigt, hvorefter BSS Ungdom står frit igen.

Det er altså ikke hensigten, at den samlede aktivitetsforøgelse og de deraf følgende nødvendige investeringer udelukkende skal finansieres af BSS, men det er en forudsætning, at BSS i sidste ende har budgetteret i henhold til denne handlingsplan.

Følg med

Vores partnere

Bliv partner

Vores partnere

Bliv partner
Dansk Sejlunion
OK energiselskab
Brøndby Kommune
HempelFondens SØSAT pulje
Friluftsrådet
Trygfonden
Spar Nord Fonden
DIF
DGI
Skriv til os

66666100