Har du lyst til at lære at sejle en sejlbåd?

At kunne sejle med sejl og begå sig på havet har altid draget danskere, lige fra den tid hvor vikingerne huserede på verdenshavene. At se ud til horisonten over et hav, drager stadig de fleste mennesker. Men hvorfor vil vi derud? Måske er det naturlig menneskelig nysgerrighed?

Men under alle omstændigheder er metoden: at sejle. At have denne fornemmelse af at bevæge sig over havet kun ved vindens kraft og være underlagt dens luner, men at vide man behersker den, - er en storslået oplevelse, som man aldrig bliver træt af.

Hvorfor sejlerskole?

TeoriundervisningAt besidde en viden om, hvordan kan det lade sig gøre at sejle en sejlbåd næsten mod vinden, kun ved vindens hjælp er i sig selv en tilfredsstillelse og en pragtfuld fornemmelse man aldrig glemmer.

Oplevelser på ture, hvor man møder nye mennesker med samme interesser, ser nye havne og miljøer og møder landet fra søsiden giver helt nye dimensioner i fritidslivet. Det er imidlertid ikke helt risikofrit at begive sig ud på havet, hvis man ikke har viden om, hvordan man skal takle de situationer, man kommer ud for. Det er der talrige eksempler på. Det er derfor vigtigt, at man forud har tilegnet sig den nødvendige teoretiske og praktiske viden og sømandsskab, for at sikre, at man ikke sætter sit eget eller andres liv og helbred på spil. Det er også vigtigt at have en grundlæggende viden om det materiel man har, og vide at båden er i stand til at sejle.


certificeret sejlerskole 125På sejlerskolen vil du lære at begå dig sikkert til søs. Under trygge rammer lærer du at håndtere en sejlbåd, at sejle ud af havnen og ind igen. Du lærer at håndtere båden under havnemanøvrer og du lærer at betjene sejlbådens "motor", nemlig sejlene. Du lærer noget om vigepligt og om godt sømandsskab. Du vil opleve mange gode stunder både når solen skinner, når det regner, når det blæser og når der er vindstille. På sejlerskolen lærer du hvad det vil sige, at være sejler og de glæder der følger med.

Er du ny i klubben, er Sejlerskolen et godt sted at opbygge et netværk i sejlklubben. Når du er færdig på Sejlerskolen, kender du helt sikkert mange medlemmer i Brøndby Strands Sejlklub.

Let øvede & øvede som vil lære noget mere eller genopfriske sin viden

Har du duelighedsbevis og vil du gerne lære noget mere, mere trim, mere af det hele samt lære at sejle med spiler, så skal du melde dig til sejlerskolens fortsættelseshold. Har du sejlet flere år, men føler dig rusten i forhold til at sejle båden i havn for sejl, eller kniber det med mand over bord øvelser, så tøv ikke med at melde dig til fortsættelsesholdet. Husk man kan lære hele livet. Det er ingen skam at melde sig til holdet, her kan vi lege og afprøve teorier og lære noget af hinanden.

Instruktører/Bådsmænd?

Kunne du tænke dig at blive sejlerskoleinstruktør, instruktørhjælper eller være bådsmand, så kan BSS altid bruge endnu flere. Er du i tvivl om hvorvidt du er egnet, eller hvordan det foregår, så kan BSS tilbyde kursus for nye instruktører og bådsmænd. Ud over at være med til at udbrede kendskabet til sejlads og skabe højere sikkerhed på vandet, så kan du som instruktør eller bådsmand frit benytte skolebådene, når de ikke bruges til undervisning. Så har du ikke båd, men interesse for at sejle, så bliv instruktør eller bådsmand. Interesserede kan henvende sig til sejlerskolelederen, eller alle andre i sejlerskolen.

Hvem er hvem i Sejlerskolen: se her.